Præstens prædike

Dette er prædiken som præst Samuel Leth-Larsen læste op til Malenes bisættelse.

“Og når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor faders stemme,
til en evig fryd derhjemme”
(DDS 49, v.7 – ingen er så tryk i fare)

Dette sidste vers fra den folkekære svenske salme “Ingen er så tryk i fare” kom jeg til at tænke på i går aftes, da jeg satte mig ned for at skrive denne tale. For verset udtrykker på sin egen klare måde, den situation vi konfronteres med i dag i Nr. Jernløse Kirke.
Malenes kamp er kæmpet til ende. En kamp, som nogle vil sige hun tabte, da hun forleden døde efter mange års svær sygdom. Vi kan alle være enige om, at det er uforståeligt og meningsløst, at en kvinde i sin bedste alder – kun tredive år gammel – skal dø af kræft. At fjendskab, krig, sygdom og ulykke er vilkår i denne verden vi ikke uden om. Men det betyder ikke, at vi skal resignere overfor disse onde kræfter, nej tværtimod, skal vi kæmpe dem med alle midler, ikke give op, hele tiden skal vi forsøge at finde nye muligheder og veje – også når alt synes håbløst. Det gjorde Malene! Til det sidste kæmpede hun en brav kamp – og vil jeg påstå – hun vandt. for midt i det håbløse bevarede hun håbet, helt frem til sidste åndedrag kæmpede hun forbilledligt sin egen kamp, og selv da hun blev klar over, at nu ville hendes dage her på jorden snart være talte, havde hun overskud til at konfrontere døden.

Men inden hun nåede hertil fik Malene gode indholdsrige år. Hendes lange sygdomsforløb til trods må ikke overskygge det faktum, at livet for Malene også bød på mange gode stunder – også for alle jer som er kommet her i dag for at sørge og mindes. For Malene var en givende person, som gavmildt delte ud af sin optimisme og livsglæde, lige siden hun som treårig kom til Danmark fra Korea. En god ballast fik med sig ud i livet fra sit barndomshjem og bl.a. Andreasskolen og Stenhus Gymnasium i Holbæk hvor hun trods sygdom tog en studentereksamen. Hurtig gik hun igang med biologistudiet, men måtte kvitte studiet på grund af nedsat syn, som endte med at Malene blev blind. Men Malene gav ikke op af den grund. Når en dør blev lukket, åbnede hun en ny. Så i stedet skiftede Malene studium og begyndte audiologopædi-uddannelsen (tale – og hørerpædadgog). For Malene var en fighter, der igen og igen rejste sig trods næsten umulige odds. Hver eneste gang overlæge Niels Jakobsen på Rigshospitalet kom med dårligt nyt til Malene, græd hun ud, rettede sig derefter op og sagde: “Nå, Niels Jakobsen – hvad gør vi nu” Sådan en udtalelse udtrykker alt og illustrerer præcist den ukuelige viljestyrke, som Malene besad – en styrke som uden tvivl forlængede hendes liv.

Men Malene var ikke kun viljestærk og selvstændig – hun var også en kærlig pige, mange glæder har hun beriget jer alle med. Som hendes forældre og nærmeste nød I godt af det, Margit og Henrik. Og som søskende, Heidi og Morten, sammen med jeres familie fik I også givet meget. Mange kærlige minderige øjeblikke passerer revy for øjnene af jer i disse dage. Hver især skal i gemme disse minder i jeres hjerter med taknemmelighed. Også du Nick, og din datter Julie fik meget givet gennem Malene. Og jeg ved, at særligt jer to, og også den øvrige familie og gode veninder har været til stor støtte og hjælp for Malene i de sidste svære år.

I dag skal vi så tage afsked. Og karakteristisk for Malene har hun også her været et skridt foran – for ceremonien i dag er planlagt af hende selv. Salmerne, pynten gravsted og gravsten – alt har Malene tænkt på. Og vigtigst af alt: selv livet efter døden har Malene overvejet. Når Malene i dag bæres ud af kirken, sker det til tonerne af Perleporten efter hendes eget ønske. Om hun kendte denne vidunderlige sang fra Holbæk Gospel Kor, eller måske fra sin tid i Holbæk Frikirke, ved jeg ikke, men jeg fik fortalt i går, at det var en sang hun holdt meget af. Det kan jeg godt forstå, for melodien svinger og ikke mindst: teksten taler for sig selv, netop på en dag som denne, hvor vi skal tage afsked. I det sidste vers og omkvædet lyder det:

“Når til livets kvæld jeg kommer,
og for porten banker på,
da for jesu store nåde
skal den åben for mig stå”

“Han skal åbne perleporten,
så at jeg kan komme ind.
Thi ved blodet har han frelst mig
og bevaret mig som sin.”

Netop derfor: fordi vi efter dette liv i kraft af troen på Jesus er blevet lovet et liv hjemme hos Gud, netop på den baggrund, i dét lys, kan vi sige at Malene har sejret. For døden får ikke det sidste ord. Døden er ikke et punktum, men derimod en tankestreg, og bag denne tankestreg åbnes perleporten op for enhver som tror. Den åbnes for os af Jesus, han som i Bibelens sidste bog, Johannes Åbenbaring, siger:

“Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste, og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget. Et andet sted, også i Johannes Åbenbaring, siger Jesus: “Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans”. Malene var tro i livet, hun havde “et håb for livet”, helt frem til døden. Og nu må vi så tro, at dette håb for livet, erstattes af det evige liv hjemme hos Gud bag perleporten.
For i den tro kan vi trykt overgive Malene i Guds varetægt, i den tro kan I i jeres hjerter bevare et håb om et gensyn med Malene på opstandelsens morgen, hvor alt skal blive fuldkomment.
Så overgiver vi da dig, Malene, til kærlighedens og håbets Gud. Guds fred være med dig og Guds fred være med os alle.